Måske troede de, at de kunne skyde genvej
To mænd på 18 og 22 år kan formentlig se frem til et større erstatningskrav, efter at de tirsdag aften pløjede et mindesmærke for faldne i Anden Verdenskrig ned i Esbjerg.
De to mænd kørte ad Gravlundvej og fortsatte ind i Mindelunden. Det skriver Ritzau.
"Her ender vejen blindt. Men de fortsætter ind over en græsplæne og ind i monumentet," siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Vagtchefen ved endnu ikke, hvorfor de to mænd fortsatte over græsplænen, men gætter på, at de måske har troet, at de kunne skyde genvej.
"Mange af stenene ligger knuste tilbage på stedet," fortæller vagtchefen.
Ingen af de to mænd vil fortælle, hvem der førte bilen, og derfor er begge blevet anholdt og sigtet for narkokørsel. En blodprøve skal nu fastslå, om de var påvirkede under kørslen.
Det nu ødelagte monument er opstillet på Fourfeldt gravlund. Her ligger 1150 allierede og tyske soldater og 151 tyske flygtninge fra Anden Verdenskrig begravet.