Politi og Hjemmeværnet søger i folks haver efter Kaj Nielsen
Sydøstjyllands Politi har her til morgen fået hjælp fra Hjemmeværnet til at søge efter 74-årige Kaj Nielsen.
Han er dement og dårligt gående og er ikke blevet set, siden han fredag aften forlod sit hjem på Plejecenter Lindhøj i Horsens.
Politiet og hjemmeværnet søger i udhuse og haver i nærområdet omkring plejecentret og syd for Langmarksvej.
"Vi banker på hos folk, inden vi kigger i deres have, og hvis de ikke er hjemme, lægger vi en seddel i deres postkasse og skriver, vi har kigget i deres have," fortæller vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi.
Politiet har søgt med helikopter og hunde fredag nat og lørdag formiddag og eftermiddag, hvor man udvidede eftersøgningen med helikopter til Horsens Fjord.
I øjeblikket er der ikke flere steder at søge med helikopter, oplyser vagtchefen, ligesom hundene ikke deltager i den aktuelle søgning sammen med Hjemmeværnet.
"Hunde er ikke egnet til at søge i folks haver, men de bliver sat ind igen, hvis det bliver relevant, og det samme med helikopteren. Lige nu er det ikke relevant, men det vurderes løbende," forklarer vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Organisationen Missing People deltog også i eftersøgningen lørdag aften. De søgte blandt andet på kirkegårde og ved Fængslet, men uden resultat af Kaj Nielsen, der har været forsvundet i over halvandet døgn.
"Det er heldigvis mildt i vejret, men det er bekymrende, at han ikke er fundet, selvom der søges så intensivt," siger Henrik Dam.