74-årig bilist overså knallertkører
Kristine L Nydahl
I går eftermiddag klokken 14.26 var der et færdselsuheld i Horsens.
Det skete i krydset på Høegh Guldbergs Gade og Vårsøvej. En 74-årig mand fra Horsens kom kørende ad Høegh Guldbergs Gade i nordlig retning. Da han foretog et højreresving ad Vårsøvej, overså han en mand på knallert, der kørte på cykelstien i nordlig retning. Bilisten påkørte derfor manden på knallert.
Knallertkøreren var en 48-årig mand fra Horsens. Efter uheldet meddelte han, at han havde lettere smerter i hoften.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at manden blev kørt på skadestuen, men at der ikke er tegn på yderligere personskader.