Kvinde bakkede ind i politibil
En af politiets patruljevogne blev påkørt mandag klokken 18.06.
Det skete på en parkeringsplads på Hybenvej i Horsens, hvor patruljebilen kom kørende med cirka 30 kilometer i timen, oplyser politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi.
Politibilen blev påkørt af en 37-årig kvinde i en personbil, der med cirka fem kilometer i timen bakkede ud fra en parkeringsbås og overså politibilen, der kom kørende på tværs.
Normalt blander politiet sig ikke i den slags sager, som parterne klarer internt, men når en patruljevogn er impliceret i et uheld, SKAL der optages rapport, oplyser politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi.
"Jeg har set patruljevognen, og den har fået en god bule i bagdøren. Det er ikke en stor skade, og bilen kunne godt køre videre," siger Lars Elmstrøm.
Patruljen var på vej til en opgave i området, da uheldet skete.
Den 37-årige kvinde er fra Horsens.