Fortsæt til indhold

Litauisk tyv ledte politiet til overraskende fund i sommerhus

Krimi
Jacob Nielsen

Seks litauiske mænd er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding sigtet for tyveri fra supermarkeder
for i alt cirka 100.000 kroner. To af mændene er ligeledes sigtet for dokumentfalsk og overtrædelse af et indrejseforbud. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Politiet kom på sporet af mændene på en helt særlig måde.

En litauisk mand blev forrige mandag taget på fersk gerning i et butikstyveri i Kolding. Han fik efter butikstyveriet tildelt en bøde og løsladt, hvorefter Sydøstjyllands Politi observerede hans færden. Det resulterede i, at manden ledte politiet til et sommerhus i Hejls, hvor der foruden fem andre litauere blev fundet et meget stort antal tyvekoster, der beløber sig til cirka 100.000 kroner.

De seks mænd blev alle anholdt mandag den 27. marts og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter. Her blev alle seks fængslet i foreløbigt fire uger, da retten mente, at der var begrundet mistanke for, at de seks ville forsøge at undgå en retssag, hvis de blev sat på fri fod. Retten mente også, at der var risiko for, at de ville forsøge at afstemme forklaringer, fjerne spor eller påvirke vidner i sagen.

Nu fortsætter efterforskningen, indtil de seks litauere skal for retten, oplyser anklager fra Sydøstjyllands Politi, Tobias Engby.