Da familien fandt ham gik han helt amok
En hønsetyv var mandag aften i aktion i Brovst i Nordjylland. Klokken ca 21.00 om aftenen fik Nordjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set en mandsperson forlade sin grund med en sæk over skulderen. Et kontrolbesøg i hønsehuset afslørede, at der manglede en høne.
Borgeren kontaktede både politiet og nogle familiemedlemmer. Familiemedlemmerne kørte ud for at lede efter - og fandt frem til - hønsetyven ca. 1 km fra hønsehuset. Det lykkedes familiemedlemmerne at tilbageholde hønsetyven, indtil politiet nåede frem. Hønsetyven overgav sig ikke lige med det samme og forsøgte af frigøre sig ved at bruge en peberspray - dog uden større held.
Hønsetyven blev anholdt – og blev sigtet for tyveri, overtrædelse af våbenloven samt for vold.
Hønen stod ikke til at redde – den havde mistet hovedet.