Det kom både hende og veninden til at fortryde - begge røg på skadestuen
Efter hvad der bedst kan beskrives som en mindre vellykket bytur, så gik en 28-årig mand fra Tølløse amok på to unge kvinder, som han i starten af aftenen havde været i selskab med. Begge endte på skadestuen - og nu ender han selv i fængsel.
Det skriver sn.dk.
Den 28-årige mand startede aftenen hos en kvindelig bekendt. Manden havde to kammerater med - den kvindelige bekendte en enkelt veninde. Efter midnat tog hele selskabet i byen hvor den 28-åriges to kammerater imidlertid ikke blev lukket ind på det første Diskotek. Derfor tog de to kammerater et andet sted hen, og den 28-årige mand måtte "pendle" frem og tilbage mellem de to steder.
Det syntes han angiveligt ikke var sjov ret længe, og han forsøgte at overtale den kvindelige bekendte til at udlevere nøglen til lejligheden, så de kunne tage dér tilbage og fortsætte festen, hvor den startede. Det ville hun ikke. Hun ville hellere blive i byen med sin veninde.
Pigerne tog hjem, da diskoteket lukkede - og det samme gjorde de tre fyre. Den 28-årige mand mistede fuldstændig fatningen og gik amok ude i trappeopgangen. Han greb fat om kvindens kæbe og hamrede hendes hoved ind i dørkarmen. Han mente, at hun havde gjort ham til grin foran hans venner, og til gengæld ville han rasere hendes lejlighed.
Derfor gik han ind i lejligheden og begyndte med at kaste med en af de mange flasker derinde. Den ramte dog ryggen på en sofa og røg tilbage mod ham selv.
Det fik den kvindelige bekendtes veninde til at le - men det resulterede i, at den 28-årige mands vrede blev vendt mod hende. Han tog endnu en flaske og slog den mod hendes hovedskal tre gange.
Begge kvinder måtte på skadestuen, den ene med en brækket næse, en flækket tand og buler og hævelser flere steder, den anden med buler i hovedet og tegn på hjernerystelse.
Den 28-årige er flere gange tidligere dømt for vold. Det spillede ind, da Retten i Roskilde kendte ham skyldig og idømte ham 10 måneders fængsel, hvoraf fire måneder skal afsones nu, og retsten blev gjort betinget med to års prøvetid