236 km/t
Det er ikke hver dag, at bilister, som kører for stærkt, selv henvender sig til politiet for at finde ud af den målte hastighed. Men det skete torsdag klokken 18.20, da politiet var i gang med fartmåling på Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Vipperød og Arnakke Rasteplads.
Pludselig drønede en personbil forbi med en meget høj hastighed, og måleudstyret registrerede bilens fart til 236 km/t.
Bilisten havde åbenbart selv havde opdaget, at han var blevet målt på stedet, for kort tid efter vendte han tilbage til Arnakke Rasteplads for at få stillet sin nysgerrighed om den målte hastighed. Den 21-årige mand fra Høng blev straks sigtet, og da konsekvensen af den målte hastighed forventes at være en ubetinget frakendelse af førerretten, inddrog politiet på stedet hans førerret.
Politiet kunne så samtidig konstatere, at bilisten cirka en time tidligere var blevet standset i selve Holbæk by efter kørsel med høj hastighed i byen. Den 21-årige havde fået en belærende samtale med politiet og var blevet oplyst om konsekvenserne ved fortsat kørsel med for høj hastighed, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi