"Med hele vores hjerte takker vi for den varme og kærlighed"
Fire mennesker mistede livet i terrorangrebet i Stockholm. En af dem er den blot 11-årige pige Ebba Åkerlund, der var det første af de fire ofre, der blev identificeret.
Familien har bekræftet pigens død, men nu går forældrene ifølge det svenske medie TV4 ud med hendes navn, billede og en hilsen til svenskerne.
"Med hele vores hjerte, takker vi det svenske folk for al den varme og kærlighed, de har givet os i en tid med fortvivlelse og smerte," siger de til TV4.
Efter det frygtelige angreb kunne forældrene ikke få fat i deres datter. De frygtede det værste, men håbede på det bedste. Derfor sendte de en søgning med billeder af hende ud på de sociale medier.
Men søgningen var forgæves.
Ebba Åkerlund var død af sine kvæstelser, efter hun på vej hjem fra skole var blevet ramt af lastbilen, der i høj fart kørte ned ad gågaden Drottninggatan.
Ud over den svenske pige blev en 69-årig svensk kvinde ved navn Lena Wahlberg også dræbt. De to sidste ofre for terrorangrebet var en 41-årig britisk familiefar ved navn Chris Bevington og en 31-årig belgisk mor ved navn Maïlys Dereymaeker.
"Vi vil aldrig give op over for angreb, og vi vil aldrig lade terror vinde," sagde Stockholms borgmester, Karin Wanngård, under den nationale ceremoni for ofrene i Stockholm, der fandt sted mandag.
Også landets statsminister, Stefan Löfven, har vist sin sympati. På trods af at Sveriges hovedstad er blevet en del af listen over byer, der har oplevet terror i deres egne gader, har han opfordret svenskerne til at stå sammen.
"Jeg ved, at vi vil komme igennem dette. Det har vi altid gjort: Sammen. Sverige har i løbet af de seneste år vist, at det kan en morder ikke tage fra os. Vi vil altid være stærkere end de kræfter, der vil rive os fra hinanden," sagde han under den nationale mindeceremoni.