Fortsæt til indhold

"Hvis jeg finder ham, så slår jeg ham ihjel"

Krimi
Jacob Nielsen

17-årige Emilie Meng fra Korsør blev fundet dræbt i en sø ved Borup syd for Roskilde den 24. december. Forud var gået et halvt års søgen efter pigen, som forsvandt natten til den 10. juli sidste år efter en bytur.
I et interview med BT står Emilies far, 46-årige Nicolai Skovgård, nu frem og fortæller, hvordan han har oplevet sit livs værste mareridt. Specielt tankerne omkring hvad der overgik Emilie i hendes sidste levende timer, hjemsøger ham dag og nat. Og det bringer ham ikke i tvivl om, hvad han ville gøre, hvis han en dag fik fat på gerningsmanden.
"Ja – jeg har tænkt den tanke tusinde millioner gange, tror jeg. Jeg ved jo ikke, hvem det er, der har gjort det. Men jeg tror, det er et svin, der bare har holdt uden for Korsør Station i en bil og ventet. Du kan sat'me tro, jeg har drømt om det. Og ligget søvnløs over det. Og haft det sådan oppe i hovedet, at hvis jeg finder ham, så slår jeg ham ihjel. Så er jeg parat til at tage mine 16 år. Ens barn er jo det mest dyrebare for én, og hende har han taget fra mig. Jeg havde kun hende," siger Nicolai Skovgård, som siden skilsmissen fra Emilies mor for 10 år siden har boet i Aalborg, til BT.
Nicolai Skovgård håber, at tiden arbejder for, at overvågning i det offentlige rum bliver mere udbredt. Han er nemlig overbevist om, at det havde hjulpet politiet i opklaringen af drabssagen.
"Langt de fleste mennesker har ikke noget udestående med nogen, og når man ikke har det, så er der heller ikke noget problem i at blive overvåget, for man har jo ikke noget i klemme. Med flere kameraer i det offentlige rum ville man få fat på mordere og voldtægtsforbrydere, og hvad der ellers er af gøglere rundt omkring. Sådan nogen bryder jeg mig ikke om. Hvis man har gjort noget forkert, skal man også stilles til ansvar. Det skal lovgivningen ikke stå i vejen for," siger han til BT.