Fortsæt til indhold

Hentede beslaglagt bil - det var ejeren slet ikke tilfreds med

Krimi
Af Daniel Sennek

En 38-årigs mands køretur uden kørekort endte i sigtelser for spirituskørsel, kørsel med euforiserende stoffer - og ikke mindst et brutalt overfald på en chauffør fra Dansk Autohjælp.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Det hele startede, da en patrulje søndag aften klokken 20.30 blev opmærksomme på den 38-årige mand, der kørte bil på trods af et frakendt kørekort. Derfor blev han standset og anholdt - og det foregik egentligt uden dramatik. Efter anholdelsen viste det sig, at den 38-årige både var beruset og påvirket af euforiserende stoffer, og da den 38-årige er kendt af politiet for lignende forhold, valgte politiet at beslaglægge hans bil på stedet og tage ham med til nærmere undersøgelse på politigården.
Han blev dog løsladt igen klokken 21.30, da politiet ikke mente, at der var grund til at tilbagholde eller varetægtsfængsle manden.
Den 38-årige mand nåede blot ud på fortovet, hvor han opdagede et køretøj fra Dansk Autohjælp, der kom kørende med hans beslaglagte bil. Han forsøgte at råbe chaufføren an, men uden at det lykkedes.
Den var rekvireret af politiet, der havde bedt om at få kørt den beslaglagte bil til Holstebro Auktioner, hvor den skulle placeres bag en låst port. Det var den 38-årige mand langt fra tilfreds med, og da chaufføren netop havde afsluttet arbejdet, blev han overfaldet af den 38-årige mand.
Han lagde ham ned på jorden og forlange at få nøglen udleveret til lågen og til bilen. Derefter kørte han selv fra stedet i sin beslaglagte bil.
Politiet fandt dog frem til manden klokken 01.17, hvor han igen blev anholdt. Politiets jurister har vurderet, at der fortsat ikke er grund til at fremstille den 38-årige, der til gengæld selv har antydet, at han har brug for lægehjælp. Det bliver derfor nu vurderet, inden den 38-årige enten bliver indlagt eller igen sat på fri fod.