Tricktyve hængte guldkæde om mands hals og stjal hans pung
Kristine L Nydahl
En 69-årig mand fra Rask Mølle var søndag udsat for tricktyveri.
Den 69-årige blev opsøgt af to personer på sin bopæl på Bryggervej i Rask Mølle søndag cirka klokken 10.00. De to personer ville sælge manden guld og smykker.
Manden var ikke interesseret, men alligevel lykkedes det for tricktyvene at få hængt en guldkæde om mandens hals. Da personerne forsvandt fra adressen, manglede den 69-årige sin pung. Den havde han haft i en lomme i sin vest.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at der ikke på nuværende tidspunkt er noget signalement af de to personer, der stjal den 69-åriges pung. Politiet skal snakke med manden igen i dag i håb om at få flere detaljer i sagen.