Fortsæt til indhold

Men så viste han for alvor, hvad han kan

Krimi
Af Daniel Sennek

Hundehvalpen Loke er en særlig hund. Den blot halvt år gamle hundehvalp er nemlig en del af politiet - og hundefører Steens nye makker.
Onsdag skulle den så testes i den mest afgørende test i en politihunds liv: Mentaltesten. Testen skal kortlægge, om hunden har den ønskede psyke og er mentalt egnet til jobbet som politihund.
"Hvis ikke Loke består alle prøverne, er hans tid som politihund slut, og Steen skal sige farvel til sin makker. Det er den præmis, politifolk og deres familier må acceptere, når de vælger jobbet som hundefører. Steen forklarer, at selv om det ville være svært at sende Loke tilbage til kennelen, så ville det være det eneste rigtige at gøre. Til trods for at Steen har en god mavefornemmelse, er det en dag, hvor nerverne sidder uden på uniformsjakken," skriver Politiet på deres Facebook-profil.
LÆS OGSÅ: Nååh! Nuttede Loke skal lære at finde forbrydere og savnede personer
I testen bliver Lokes aktivitetsniveau, nysgerrighed, selvstændighed, mod og mentale oversked testet. Testen er intensiv - og dræner langt de fleste hunde for energi.
"I løbet af testen bliver Loke udsat for mennesker, der er klædt ud som fx et spøgelse, og genstande, der flyver op foran ham og kommer imod ham, samt lyde fra jernkæder og skud. Han bliver også testet i at søge, bide og trække, og hvordan han reagerer i et mørkt rum."
"Da mentaltesten er ovre, venter Steen, Loke og kollegerne på resultatet. Der er spænding i luften lige som til enhver eksamen. Endelig kommer testlederen ud. "Det er en god hund, du har dér," siger han til Steen. Loke har bestået prøverne med 4- og 5-taller på en karakterskala fra 1 til 5, hvor 5 er det bedste. "Jeg er lettet. Nu bliver min søn glad," siger Steen. Dagens hovedperson Loke logrer bare og nyder at være centrum for alles opmærksomhed."