Disse billeder skal afskrække pædofile på nettet
Når pædofile forsøger at downloade børneporno på nettet, kan de fremover blive mødt af en personlig billedehilsen fra politiet.
Det er en række europæiske landes politimyndigheder, heriblandt Rigspolitiet i Danmark, der er gået sammen i en koordineret internetaktion mod deling af materiale med seksuelt misbrug af børn under navnet 'Police2Peer'.
Pædofile benytter tit lovlige fildelingstjenester, hvor internetbrugere i hele verden kan dele alt lige fra bageopskrifter, digtsamlinger, musik og videoer. Her deler de deres ulovlige materiale, men i stedet for grusomme film og billeder popper der fremover en film eller et foto op fra politiet med uniformerede politifolk. På billedet advarer politifolkene om, at man kan spores og henviser til anonyme hjælpelinjer.
"Der bliver udvekslet store mængder ulovlige film og fotos af misbrugte børn på disse fildelingstjenester, og det forsøger vi at forebygge med denne aktion. Har man tvangstanker om sex med børn, så er der professionel hjælp at hente," siger politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center. Danske brugere henvises til "Bryd Cirklen", hvor Sexologisk Klinik i København tilbyder råd og behandling.
I 2016 rejste dansk politi i alt 638 sigtelser vedrørende seksuelt misbrug af børn og 216 sigtelser for børnepornografi.