"Han ville bare have en snak med hende"
Det var en 40-årig mand, der mandag eftermiddag gik amok på sin 37-årige ekskone, som blev udsat for særdeles grov vold på parkeringspladsen ved Superbrugsen i Fuglebjerg. Tirsdag blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved og varetægtsfængslet frem til 26. april.
Det skriver sn.dk
Det var helt tilfældigt, at den 40-årige mødte sin ekskone på parkeringspladsen, og han besluttede derfor, at han ville have "en snak med hende". Han åbnede døren til ekskonens bil, hvor deres ene fælles datter - en seksårig pige - sad på passagersædet.
LÆS OGSÅ: Brutalt overfald på kvinde foran hendes lille datter: 6 vidner måtte trække overfaldsmanden væk
Snakken udviklede sig dog hurtigt til et brutalt overfald, og manden nåede at tildele den 37-årige adskillige knytnæveslag i ansigtet og tage kvælertag på hende, inden tililende vidner fik ham trukket væk.
Den 40-årige mand fik dog vredet sig fri af vidnerne igen, hvorefter han løb hen til ekskonen, som efter at have mistet bevidstheden lå og sundede sig på fortovet, og slog hendes hoved i jorden adskillige gange.
Manden forklarede ved Retten i Næstved, at hans kone valgte "at stikke af" med børnene i september sidste år, og at han ikke har set dem siden. Det var omkring samme tidspunkt, som han blev idømt 30 dages betinget fængsel mod parrets ældste barn - en niårig pige.