Fortsæt til indhold

Var fradømt kørekortet og kørte rundt med 9-årig elev få timer før tragedien

Krimi
Arkiv

Gennem flere måneder kørte en 55-årig lærer rundt med en 9-årig elev i bil i arbejdstiden, selvom han er frakendt kørekortet. Forrige fredag gik det galt, da han kørte en 14-årig pige ihjel. Det skriver Randers Amtsavis.
Gennem de seneste ni måneder har den 55-årige som støttelærer dagligt kørt rundt på ture med en 9-årig elev. Det foregik i forbindelse med den 55-åriges arbejde på Østervangsskolen i Randers. Den 9-årige dreng blev fredag afleveret hos sin mor blot et par timer før, spritbilisten mistede herredømmet over sin bil med en promille, der på sygehuset blev målt til 1,63.
Den 14-årige pige var på cykel, da den 55-årige lærer i høj fart mistede herredømmet over bilen og kørte pigen ihjel.
Ifølge skolechef i Randers Kommune, Henrik Johansen, ser kommunen i øjeblikket på, om der skal nye procedurer til for at forhindre tilsvarende ulykke fremover.
"Hvis vi er vidende om, at en medarbejder enten har eller har haft et alkoholproblem, eller at vedkommende har mistet kørekortet, så skal vi selvfølgelig tjekke det. Men det kræver, at man ved, der er noget i vedkommendes baggrund, som man skal være opmærksom på, for at man kan reagere," siger Henrik Johansen til Randers Amtsavis.