"Et hændeligt uheld"
En ældre, kræftsyg kvinde var i sine sidste dage indlagt på Aarhus Universitetshospital. Og her mistede hun på mystisk vis en kostbar og meget betydningsfuld diamantring.
Det skriver Jyllands-Posten.
Ringen i hvidguld med syv diamanter var i personalets varetægt, da den forsvandt, men sygehuset kan ikke gøre rede for, hvor smykket er blevet af, og Østjyllands Politi har afvist at efterforske sagen. Ringen er vurderet til en nypris på knapt 30.000 kroner.
Ægtefælle til den nu afdøde 73-årige kvinde, Lars Boes, fortæller til avisen, at sygehuset først afviste at have kendskab til, at hustruen havde haft en diamantring på. Kirsten Boes døde den 6. oktober sidste år.
"Ved et tilfælde havde en af mine døtre den 2. oktober taget et billede af Kirsten i sygesengen, hvor man tydeligt kan se, at hun bærer diamantringen, som hun var meget glad for. Først efter at vi havde vist billedet til afdelingen, blev det oplyst, at en medarbejder den 3. oktober havde fjernet ringen fra hendes finger," siger Lars Boes til Jyllands-Posten.
Aarhus Universitetshospital forklarer i et brev til Lars Boes, at en medarbejder ud fra en faglig vurdering tog ringen af hans kones finger, hvorefter smykket blev anbragt i en lille, klar plastpose og hængt op på en tavle på sygestuen. Herefter forsvandt diamantringen på mystisk vis.
Lars Boes er rasende og finder det enormt ydmygende, at familien - midt i sorgen over dødsfaldet – skulle dokumentere, at ringen overhovedet eksisterede, og han er rystet over, at smykket overhovedet kunne forsvinde.
Både Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital har skriftlige instrukser om, hvordan patienters værdigenstande skal håndteres. Ingen af dem nævner muligheden for at hænge smykker i en plasticpose på en opslagstavle. Tværtimod skal værdier registreres og anbringes i et sikkert depot.
"I den akutte situation omkring patienten overholdt vi desværre ikke vores retningslinjer for opbevaring af værdigenstande. Vi beklager meget, at Kirsten Boes' ring er forsvundet, og at Lars Boes har skullet bruge energi på den sag oveni sorgen over at miste sin hustru," siger oversygeplejerske Marie-Louise Ulsøe fra Aarhus Universitetshospital til Jyllands-Posten. Hun karakteriserer forliset af ringen som et "hændeligt uheld".