Han havde dog ikke lige forventet politiets baghold...
Klokken 16.54 onsdag fik Midt- og Vestsjællands politi en henvendelse fra en guldsmedeforretning på Karens Olsdatters Stræde i Roskilde. En kunde havde, via nettet, bestilt og betalt for varer for ca 50.000 kroner. De varer ville han straks komme ned i butikken og afhente.
Men alarmklokkerne ringede, da denne fremgangsmåde før er set i andre guldsmedeforretninger. "Kunden" anvender et stjålet betalingskort - men har allerede afhentet varerne, når det bliver spærret. Derfor står guldsmedene tilbage med en lang næse og mistede varer for mange tusinde kroner.
Personalet henvendte sig derfor til politiet, da de frygtede, at det samme var gældende her. Politiet kom til stedet og afventede kunden, der indfandt sig kort før lukketid for at få varerne udleveret. Han blev anholdt på stedet.
Den anholdte er en 20-årig mand fra Ishøj, der blev sigtet for forsøg på bedrageri, fordi det anvendte betalingskort formentlig ville blive spærret straks efter udleveringen af smykkerne, så guldsmeden ikke fik sine penge for varerne.
Den anholdte er fortsat i politiets varetægt, medens politiet undersøger den konkrete handel nærmere og sammenholder med lignende sager fra andre politikredse i det storkøbenhavnske område. Anklagemyndigheden vil senere fremstille den anholdte i grundlovsforhør.