Narkobilist amok under anholdelse
Arkiv
En politipatrulje kørte tirsdag klokken 0.43 på Østre Landevej ved Maribo, hvor betjentene så en bil, som de rutinemæssigt ville tjekke. Føreren ville ikke lige standse, og først på Grønningen holdt han ind. Det var en 46-årig mand fra Sakskøbing, som var frakendt kørekortet.
Den 46-årige virkede også påvirket af stoffer, og da han skulle anholdes, blev han stærkt ophidset og skubbede til den ene betjent, som måtte bruge peberspray for at få ro på situationen.
Den 46-årige blev herefter anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, kørsel uden førerret og for vold mod politiet. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han fortsat sidder anholdt.