Simpel brand var knap så simpel at slukke
Sydøstjyllands Brandvæsen blev onsdag klokken 16.17 kaldt ud til en brand i Langgade i Lund. Her var der gået ild i papirkammeret i en skraldebil, der stod i en indkørsel. Ifølge en nabo gik der et stykke tid, før det gik op for renovationsarbejderne, at det var deres bil, der lugtede.
Indsatsleder Dennis Ottesen fortæller, at brandfolkene ikke kunne komme ind i lastbilen, fordi den hydrauliske bagsmæk var slået fra - formentlig på grund af branden.
Brandmændene måtte derfor skære hul i siden af bilen for at få ilden slukket.
"Vi kunne ikke se flammer, men vores termiske kamera målte omkring 300 grader i papirrummet, og vi sprøjtede op mod et par tusinde liter vand ind i rummet for at få ilden slukket," fortæller Dennis Ottesen fra Sydøstjyllands Brandvæsen.
Da brandvæsenet havde fået styr på branden i papirrummet, kørte man skraldebilen ind på Horsens Deponeringsanlæg på Endelavevej på havnen i Horsens for at tømme bilen.
Skraldebilen kunne selv køre turen, og da man tømte bilen, var der som forventet ikke andet end lidt gløder tilbage fra branden, oplyser Dennis Ottesen.
"Det var en simpel brand, men det tog tre timer, før vi var færdige," fortæller indsatslederen.
Brandvæsenet ved ikke, hvordan ilden opstod.