Fortsæt til indhold

Drenge fra Ry skal i retten om en uge

Krimi
Jeppe Rafn

Retten i Horsens har nu sat dato på, hvornår Ry-sagen skal behandles i retten.
Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at den meget omtalte sag mod de fire drenge på 15 og 16 år skal for retten tirsdag 18. april og mandag 1. maj.
De fire drenge er tiltalt for at have kastet en flaske med brændende benzin på en jævnaldrende dreng, der blev alvorligt forbrændt og var i livsfare efter episoden. Alle drengene bor i Ry og gik i skole på Mølleskolen.
Anklagen mod drengene lyder på grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, som kan give op til 10 års fængsel.
De fire drenge har været varetægtsfængslet siden 7. februar, dagen efter overfaldet.