1813 nægtede at sende ham på hospitalet
Christian Heilmann er praktiserende læge i Lynge, og tirsdagen efter påsken oplevede han noget, som har bragt sindet i kog. Her tilså han en blot toårig dreng med 40 i feber og udslæt med små blødninger i huden - symptomer, der kan tyde på meningitis eller blodforgiftning. Men da drengens mor dagen forinden havde ringet 1813, nægtede de at sende drengen en ambulance efter drengen.
Det skriver Dagens Medicin.
Christian Heilmann kalder det en helt "uforståelig praksis".
"Børn med høj feber og uforklarligt udslæt er verdens nemmeste at visitere, for de skal bare tilses. Man kan ikke vurdere det over telefonen, og et billede af et udslæt er ikke godt nok. De skal bare tilses," siger han til Dagens Medicin.
Christian Heilmann var i hvert fald ikke i tvivl, da han tilså den lille dreng. Han tilkaldte akut en ambulance og drengen blev omgående indlagt og sat i behandling med antibiotika.
Christian Heilmann har siden været i kontakt med en læge på det hospital, hvor den to-årige var indlagt. Han fortalte, at drengen i en uge var i behandling med antibiotika for mistanke mod meningokoksepsis.
Han fortalte desuden, at drengen nu har det godt.
"Men det er egentligt ikke det vigtigste. Han var indlagt til intravenøs antibiotikabehandling i en uges tid og var megasyg. Det er farligt og uforsvarligt, det der sker derinde, desværre. Både på grund af overbehandling, men langt hyppigst, fordi der ikke bliver handlet korrekt på de ting, der bliver sagt," siger Christian Heilmann til TV 2 Lorry.
Dagens Medicin har fået et skrifligt svar fra Hovedstadens Akutberedskab:
"Den sundhedsfaglige medarbejder spørger grundigt ind til drengens symptomer for at afklare problemets alvor og karakter. Moderen bliver bedt om at sende billeder af drengens udslæt," lyder svaret fra Hovedstadens Akutberedskab.
Man forkarer yderligere, at 1813-medarbejdere viser billedet af udslættet til en læge, der mener, det "ser fredeligt ud".