Sigtet for bombeplaner mod folkemængde i København
En syrisk flygtning står nu med en sigtelse for et planlagt bombeangreb i København. Det er anklagemyndigheden i Stuttgart, der har resjt sigtelsen mod manden, det skriver Ritzau.
Manden blev anholdt i november, da han var på vej fra Tyskland til Danmark. Han medbragte 17.000 tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkier og to køkkenknive.
Anklagemyndigheden i Stuttgart mener, at manden havde planer om at fremstille en form for sprængladning og detonere den i en folkemængde i København.
Den syriske flygnting blev anholdt i den tyske by Ulm i det sydlige Tyskland den 20. november sidste år. Siden 2015 havde han opholdt sig i Tyskland, og dagen inden sin anholdelse havde han forgæves forsøgt at rejse ind i Danmark, oplyste en talsmand for den tyske anklagemyndighed på det tidspunkt.
Syreren var 20 år, da han blev anholdt. Han boede på det tidspunkt i et center for flygtninge, men har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i november.