Fortsæt til indhold

Var iklædt skudsikre veste havde våben på sig

Alle anholdte er tilknyttet bandemiljøet. En enkelt tilhører indvandrerbanden Loyal To Familia

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi er fortsat massivt til stede i det vestlige Aarhus efter masseanholdelser i weekenden og ransagninger af 12 forskellige adresser i dag.
Den store bevågenhed skyldes ifølge politiet, at noget rører sig i bandemiljøet i Aarhus i øjeblikket, og i sidste uge kom det frem, at den københavnske indvandrerbande har planer om at etablere sig i byen.
I forbindelse med den skærpede indsats blev syv personer anholdt sent mandag eftermiddag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
En mand blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand, da han slog ud efter en betjent.
Fire mænd, nogle iført skudsikre veste, blev anholdt med diverse slag- og stikvåben i bilen. En mand blev anholdt for at have et våben på sig, mens han stod ved siden af bilen, og en anden blev anholdt, da han nægtede at efterkomme politiets anvisninger. Efter anholdelsen fik to af mændene en ekstra sigtelse på sig, da de råbte ukvemsord efter betjentene.
En af de anholdte formodes at være tilknyttet banden Loyal To Familia. De andre hører til andre grupperinger i området.
"Vi har gennem de sidste dage set større grupperinger, der forsøger at manifestere sig i Aarhus Vest, og det har ulmet med uro de sidste døgn. Borgerne skal kunne føle sig trygge alle steder, og vi tolererer ikke, at der er bestemte personer, der forsøger at lave ballade derude. Vi fortsætter vores indsats derude, og vi er klar til at skride ind, når det er nødvendigt," siger vicepolitiinspektør René Raffo.
dp