Fortsæt til indhold

9-årig filmede øjeblikket, hvor han bliver forbrændt til skater-show

Krimi
Af TV SYD

Syv børn blev alvorlig forbrændt til et skateboard-show i Sønderborg lørdag aften. Nu står moderen til et af børnene frem og fortæller om den voldsomme episode.
Ulla Dankert er mor til 9-årige Christian Dankert, der blev alvorligt forbrændt til et skater-arrangement i Sønderborg lørdag aften.
Lørdag aften blev syv børn alvorligt forbrændt under et skateboard-arrangement på havnen i Sønderborg. En ring skulle antændes i forbindelse med et trick, men personen, der skulle antænde ringen, kom til at sprøjte brændende tændvæske ud over en flok børn, som kiggede på.
Nu står forældrene til et af børnene frem og fortæller om oplevelsen. Moderen sidder på Rigshospitalets brandsårsafdeling sammen med sin søn, Christian Dankert, der blev slemt forbrændt på 25 procent af kroppen.
"Det var skrækkeligt at se, hvor slemt tilredt han var. Det er voldsomt at se sit barn med så alvorlige forbrændinger," fortæller Ulla Dankert, mor til Christian, til TV SYD.
Christian på ni år var et af de børn, der sad tættest på de løbske flammer.
Ulla Dankert har givet tilladelse til, at vi viser billederne af hendes forbrændte søn.
"Jeg håber, at de voldsomme billeder af min søn kan få folk til at tænke sig godt om," siger Ulla.
Søren Partoft, overlæge på Rigshospitalets brandsårsafdeling, fortæller, at det bestemt ikke er sjældent, at forbrændte børn kommer ind som følge af voksne menneskers dumdristighed.
"En gang om måneden får vi børn ind, som er blevet forbrændt, fordi voksne har gjort noget dumt. Det virker nogle gange som om, at folk slet ikke tænker sig om i forhold til andre," siger Søren Partoft til TV SYD, der desuden fortæller, at Christian har brug for en operation, der vil føre til ar på kroppen.
Ulla Dankert er dog ikke ude efter hævn.
"Et øjebliks uforsigtighed ser man tit, og hvis der ikke sker noget kommenterer man jo ikke på det. Jeg får ikke noget ud af at være vred," siger Ulla.
Ifølge Rigshospitalet skal Christian regne med at være indlagt i minimum en måned endnu.