Hvem har set denne bil?
I forbindelse med drabssagen fra januar på Pilebakken i Veddinge Bakker i Odsherred, hvor en 42-årig mand blev skuddræbt, efterlyser Midt- og Vestsjællands Politi nu vidner, der har set en mørk personbil formentlig af mærket BMW og med kraftig motor, og med baglygter med vandrette diode-striber, som på billedet, i området Veddinge Bakker ved Fårevejle i tiden op til søndag den 15. januar.
Et bilkyndigt vidne har om aftenen lørdag den 14. januar set en mørk personbil, formentlig af mærket BMW, og med de karakteristiske baglygter i området ved sommerhuset i Veddinge Bakker. Bilen er derfor et meget interessant spor i opklaringsarbejdet i drabssagen.
Politiet har i nogen tid efterforsket sporet, men uden at få kontakt til personer, der er eller har været ejer af en bil med de specielle baglygter, og som har oplyst at have været i området på tidspunktet.
Midt- og Vestsjællands Politi ønsker derfor nu at få kontakt med eventuelle øvrige vidner, der erindrer at have set et køretøj med disse specielle baglygter i Veddinge Bakker-området eller andre steder i Odsherred i tiden op til fundet af den dræbte mand.
Henvendelser i sagen rettes til Midt- og Vestsjællands efterforskningsafdeling for personfarlig kriminalitet på telefon 46351448 eller via nærmeste politiet på telefon 1-1-4.