'Troede jeg kunne stole på ham'
Det 16-årige brandoffer var gode venner med en af de drenge, der nu er tiltalt
“Hvorfor gik du ikke bare hjem?”
“Jeg var vred og ked af det. De her problemer har varet så længe. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg ville have det stoppet.”
Det var en rystet og tydeligt mærket 16-årig dreng, der tirsdag 18. april på retssagens første dag indtog vidneskranken for at give sin version af hændelsesforløbet mandag aften 6. februar, der endte med, at han selv blev kørt til Aarhus Sygehus til behandling for første og anden grads forbrændinger på en tredjedel af kroppen.
Forbrændinger, der ifølge en speciallæge formentlig vil give ham varige mén.
“Jeg havde et skænderi i skolen med X (en af de tiltalte, red.) Det er noget, der er optrappet gennem et stykke tid. Vi aftalte en slåskamp bare ham og mig om aftenen,” forklarede han om optakten til episoden.
“Jeg vidste godt, at X ikke slåsser, så derfor var jeg ikke overrasket over, at der var flere drenge. Jeg fik en sms fra min ven Y, og derfor gik jeg hen til dem. Det overraskede mig meget, at han var med. Jeg troede, jeg kunne stole på ham,” fortæller han i retten.
“Jeg gik over til dem og spurgte 'hvem vil slås?' og så svarede Z 'og det siger du, selvom jeg står med en molotovcocktail'. Jeg troede ikke han ville kaste den,” forklarer den 16-årige.
Da flasken knuses og benzinen eksploderer, går der et par sekunder, inden han når at reagere.
“Den rammer lige mellem mine ben, og der kommer flammer helt op over hovedet på mig,” forklarer han, der selv er en høj dreng.
“Der gik ild i mig fra fødderne og op til maven. Det gjorde meget ondt.”
Den 16-årig havde Adidas træningsbukser på, og da der gik ild i bukserne, smeltede nylonet ind i huden på ham.
Ifølge den 16-åriges forklaring blev molotovcocktailen kastet, og de sigtede drenge havde grint, efter der var gået ild i ham. Han afviste, at en af dem skulle have hjulpet ham med at slukke ilden.
“Han spurgte, om jeg var ok, men han kunne da se, jeg ikke var ok.”
Ifølge bistandsadvokat, Simon Eilric, lå fremtiden ellers på skinner for den 16-årige. Han skulle efter 9. klasse være forsat på gymnasiet til august.
“Er dit liv normalt? Spørger han den 16-årige.
“Nej,” kommer det stille fra den 16-årige og med grødet stemme.
Han forklarer om voldsomme smerter og tilbagevendende mareridt, hvor han oplever det hele igen og igen. Hver dag får han besøg af en hjemmesygeplejersken, der hjælper ham med at behandle brandsårene på hans ben. Samtidig har han samtaler med en psykolog flere gange om ugen.
Den 16-årige har ikke været i skole siden 6. februar. Ifølge bistandsadvokaten har han det så dårligt, at han ikke kan være på skolen.
“Han befinder sig i øjeblikket i en situation, hvor han ikke er i stand til at modtage indlæring andet end i et meget trygt miljø,” forklarer han om sin klient.
Først 18. maj begyndte den 16-årige at få hjemmeundervisning. De tiltalte drenge er blevet undervist, mens de har siddet varetægtsfængslet.