Fortsæt til indhold

Knuste flasker og dåser peger på unge gerningsmænd

Krimi
Kristine L Nydahl

Mellem fredag klokken 17.00 og mandag klokken 06.30 har der været hærværk på Lundagerskolen på Skolevej i Lund.
Ved en bålplads stod nogle træbænke. To af disse bænke er blevet brændt af. Der blev også fundet knuste flasker og tomme dåser.
"Vi gætter på, det er unge mennesker, da unge fra lokalområdet ofte samles ved bålpladser i weekenden," siger politikommissær Lars Elmstrøm, Sydøstjyllands Politi.
Han oplyser, at der tidligere har været hærværk på stedet.
Sydøstjyllands Politi får ifølge politikommissær Lars Elmstrøm mange anmeldelser om unge, der samles ude, for eksempel ved bålpladser eller i Lunden, hvor de drikker, ryger og hører musik. Mange gange efterlader de også affald.
"Vi får jævnligt anmeldelser og tager ud og snakker med de unge. Nogle gange larmer de, nogle steder må de ikke mødes og nogle gange gør de ikke noget," siger Lars Elmstrøm.