"Vi finder ham ikke i live"
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Frygteligt. Så kort kan en ulykke, der fandt sted lørdag aften beskrives med et enkelt ord. En 15-årig dreng forsvandt nemlig under bølgerne ved kysten Christiansminde ved Svendborg. I fem timer ledte Politi- og redningsfolk forgæves efter drengen.
Fyns Politi modtog ifølge Ritzau klokken 18.37 et opkald om, at en 14-årig dreng var forsvundet i vandet. Senere har det vist sig, at drengen er 15 år.
Omkring klokken 23 var drengen stadig ikke fundet, oplyser Klaus Rasmussen, der er vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, til Ritzau.
"Vi er ved at lukke ned for eftersøgningen. Vores vurdering er, at det ikke længere er muligt at finde ham i live. Området er fuldstændig eftersøgt på kryds og tværs, og vi kan ikke finde ham," siger vagtholdslederen til Ritzau.
Drengen badede angiveligt for enden af en 20 meter lang badebro sammen med sin far og en anden dreng, da den 15-årige pludselig forsvandt under vandet. Siden er han ikke set.
"Faren forsøger at få fat i ham, men det lykkes ikke. Han forsvinder bare - måske på grund af strømforholdene. Området er temmelig stort, fordi strømforholdene er kraftige i Svendborgsund, så selv om det er et lille snævert område, udvider det sig hurtigt på grund af strømforholdene," siger vagtchefen til Ritzau.
Familien modtager hjælp af krisepsykologer fra Svendborg Sygehus.