Køer forvildede sig ud på letbanespor
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Østjyllands Politi modtog onsdag formiddag klokken 10 en anmeldelse om, at fire-fem køer var taget på udflugt på Elevvej i Lisbjerg.
Ejeren satte gang i en større indfangningsaktion og kunne klokken 11.16 meddele, at køerne nu gik rundt på letbaneskinnerne ved Elstedvej i retning mod Lystrup.
Men pludselig besluttede kreaturerne sig for, at de hellere ville gå i retning af motorvejen.
Så langt nåede de dog heldigvis aldrig. Ved middagstid var fire af køerne atter indhegnet på en mark.
dp
Døgnet i øvrigt
Graffitimalere anholdt
En vaks borger så onsdag kl. 21.50 to mænd, der malede graffiti ved Frederiksgade i Aarhus. Borgeren fulgte efter de to mænd, mens han ringede til politiet. Politiet kom til stedet og kunne anholde to 20-årige mænd. De blev sigtet for hærværk ved med spraymaling at have skrevet på en bænk og et træ i parken foran Musikhuset.
Færdsel
Onsdag kl. 7.44 skete der et færdselsuheld i krydset Hammelvej/Ådalsvej i Jebjerg ved Langå. En 38-årig mandlig bilist kørte op i en 52-årig kvindelig bilist, da hun lavede en opbremsning. Der skete ingen personskade.
Onsdag kl. 7.48 skete der et færdselsuheld i krydset Ormslevvej/Viemosevej i Viby. Her blev en 35-årig kvindelig cyklist ramt af en bil, da den 36-årige mandlige bilist angiveligt overså hende og kørte frem i krydset. Cyklisten blev kørt på skadestuen, hvor hun blev tjekket for overfladiske skrammer.
Onsdag kl. 9.15 skete der et færdselsuheld i krydset Nørre Boulevard/Nørreport i Aarhus. En 43-årig mandlig bilist kørte over for rødt og ramte ind i siden på en bil ført af en 39-årig mand. Der skete ingen personskade.
Onsdag kl. 13.50 skete der et færdselsuheld på Sintrupvej i Aarhus. En 19-årig kvindelig cyklist krydsede vejen ved Spobjergvej og opdagede for sent en bil ført af en 66-årig kvindelig bilist. Cyklisten blev påkørt og blev sendt til behandling på skadestuen for et brækket kraveben.
Onsdag kl. 16.00 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Tilst. En 71-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil med en 60-årig mand bag rattet. Årsagen til uheldet var for tæt kørsel, og den 71-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt for tæt på de forankørende biler. Der skete ingen personskade ved sammenstødet.
Onsdag kl. 19.39 skete der et færdselsuheld på Grønløkke Alle i Tranbjerg. En 19-årig mandlig bilist kørte op i en 21-årig mandlig bilist, da denne bremsede op for at dreje til venstre ad Børupvej. Der skete ingen personskade.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Søndervangs Allé i Viby begået mellem tirsdag d. 2/5 kl. 16.00 og onsdag d. 3/5 kl. 08.50
- På Brynhøjvænget i Tilst begået onsdag d. 3/5 mellem kl. 8.30 og 14.06
- På Sensommervej i Hjortshøj begået mellem tirsdag d. 2/5 kl. 9.00 og onsdag d. 3/5 kl.17.40