Fortsæt til indhold

Sådan fik Gloria skovlen under ham

Krimi
Af Daniel Sennek

Nok skal være nok. Sådan tænkte Gloria Kristiansen, der ejer en kiosk på Kongensgade i Horsens, da hun for tredje gang på kort tid fik besøg af den tyv, der to gange havde købt Oddset-kuponer for titusindvis af kroner - med stjålne dankort.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Den 40-årige tyveknægt er en mand fra Brabrand, der valgte det forkerte sted at svindle, da han søndag klokken 09.34 besluttede sig for at gå ind i kiosken på Kongensgade 21 for at købe oddset-kuponer for mere end 10.000 kr. på et stjålet dankort.
Indehaveren af kiosken er nemlig Gloria Kristiansen, der genkendte svindleren, der to gange tidligere havde lavet samme nummer - for henholdsvis 12.000 og 15.000 kroner.
"Jeg var ikke i tvivl om, at det var ham. Jeg har set ham mange gange på videoovervågningen, og jeg tænkte: Jeg skal nok fange ham, og så ringer jeg efter politiet. Jeg vil ikke lade ham slippe," fortæller den handlekraftige kioskejer, der var alene i butikken, da manden dukkede op, til Horsens Folkeblad.
Gloria Kristiansen så manden gå rundt i butikken, hvor han tog lidt af hvert.
"Da han kom hen til mig ved disken, tog jeg dankortterminalen og slukkede den, så den gik ud. Samtidig sagde jeg til ham, at jeg havde problemer med internettet, og at han skulle vente et øjeblik," forklarer Gloria Kristiansen til Horsens Folkeblad.
Den forklaring var åbenbart godtaget af manden, der ventede, mens Gloria Kristiansen gik hen lands disken. Hen til sin router og slukkede den, mens hun lod, som om hun kiggede på net-forbindelsen. Samtidig trykkede hun på overfaldsknappen til 112.
Manden fulgte hende med øjnene.
Flere gange trykker Gloria på alarmknappen, for nu skal han altså fanges. Og det blev han. For en patrulje kom nemlig frem til stedet på få minutter, og fik anholdt manden. Også selvom han prøvede at gemme de stjålne dankort blandt Oddset-kuponer.
Tilbage står Gloria Kristiansen og er stolt og glad for, at hun fik bremset en formodet ganske erfaren bedrager, der dog valgte hendes kiosk én gang for meget.