Fortsæt til indhold

Tre får psykologhjælp - røverne slap afsted med cigaretter

Krimi
Af Daniel Sennek

Mandag aften klokken 20.46 modtog politiet en anmeldelse om et røveri på Shell-tanken på Grindstedvej i Billund.
Her havde to maskerede mænd, bevæbnede med en pistol og en kniv, truet sig til otte-ti kartoner cigaretter. Herefter var de to mænd forsvundet fra stedet i bil. De er muligvis kørt mod nord ad Stilbjergvej.
Det skriver jv.dk.
Medarbejderne er naturligvis i chok, men har det efter omstændigheder ok, fortæller indehaver, Laila Fasterholdt Busborg, til jv.dk.
"Der var tre bag disken, min mand og to kolleger. Ingen blev rørt ved, men der er selvfølgelig noget psykisk, vi skal tage os af efter sådan en oplevelse. Jeg tager kontakt til Falck Healthcare i dag. Vi har heldigvis aldrig stået i den her situation før."
De to mænd talte dansk og var begge iført sort tøj og sorte sko med hvide striber. Den ene bare desuden et rødt tørklæde for ansigtet.
Politiet har i øjeblikket ikke flere oplysninger, men vil meget gerne i kontakt med folk, der kan have set noget. Vidner kan ringe på 114.