Spritbilist kørte galt, kaldte politi 'pædofile svin' og stak af
Lørdag klokken 20.46 var der et biluhled på Møllegade i Horsens.
En 22-årig mand fra Silkeborg kom kørende ad Østergade i vestlig retning. Han foretog et venstresving ad Møllegade, hvor han kørte ind i en anden bilist.
Bilisten, der blev ramt, var 35 år og kom fra Horsens.
Der var ingen personskader efter sammenstødet, og kun lidt materiel skade. Den 22-årige blev dog skønnet alkoholpåvirket, hvilket en udåndingsprøve bekræftede.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at manden skulle anholdes for at tages med til en blodprøve. Det mente han dog ikke selv, han skulle. Han blev derfor sigtet for at modsætte sig en anholdelse.
Herefter forsøgte den berusede 22-årige at stikke af fra politiet til fods. Han nåede dog ikke mere end 100 meter, før politiet havde indhentet ham og kunne kvittere med en sigtelse for at forsøge at stikke af som anholdt.
Den utilfredse 22-årige fik i processen kaldt betjentene for både 'pædofile svin', 'pansersvin' og 'bøsserøve'. Dermed pådrog han sig en sidste sigtelse for fornærmelig tiltale.