Fortsæt til indhold

Hvem er skyld i Birthes død? Fik syvdobbelt dosis stærk medicin - i SYV uger

Krimi
Af Daniel Sennek

Birthe Gerdes var 80 år gammel, da hun den 24. februar 2016 døde på Bornholms Hospital. En fin alder, som amnge andre ikke opnår. Men Birthe døde ikke af alderdom - i stedet skyldes Birthe Gerdes død, at hun i syv uger modtog en syvdobbelt dosis af det stærke gigtmiddel Methotrexat. Da Birthe døde så hospitalet tegn på overmedicinering, og meldte derfor sagen til politiet.
Det skriver TV2.
I dag fortsætter så en retssag mod de fire kvinder, der var med til at give hende pillerne – de tre er sosu-assistenter, den fjerde sygeplejerske, og alle er tiltalt for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af deres arbejde.
Alle nægter sig skyldige.
Det hele begyndte, da en sosu-assistent den 30. december kom til at lave en fejlregistrering i det fælles medicinkort - den elektroniske patientjournal EMK - for Birthe Gerdes, således det blev anført, at hun fra 5. januar hver eneste morgen, middag, aften og nat skulle have en af de stærke gigtpiller. I stedet for fire tabeletter mandag hver uge, som lægen havde anført.
Herefter opdaterede en sygeplejerske medicinkortet uden at se fejlen.
"Sagen handler om, at de har overtrådt loven og er skyldige i grov pligtforsømmelse i deres arbejde. Vi mener jo, at når man giver meget mere medicin – ekstra farlig medicin - så skal man være særlig opmærksom," siger anklager Emilie Sommer til TV2.
De fire tiltalte har forsvaret sig med, at det fælles medicinkort var ret nyt på Bornholm på tidspunktet, og at de ikke var korrekt instrueret i at bruge det. Forsvarer John Jørgensen mener, at sagen kun er rejst, fordi de efterladte gik til pressen.
"Jeg mener, at sagen kun er blevet til noget, fordi der har været så megen pressebevågenhed om, at der måske var sket en fejl, og så har man følt sig forpligtet til at rejse sagen," siger John Jørgensen til TV2.
Efter dødsfaldet har Bornholms Kommune ændret praksis, så uddannelsen i brugen af medicinkortet er mere omfattende.
Anklagemyndigheden vil kræve de fire kvinder straffet med bøde – og det forventes, at der falder dom i sagen mandag.