15-årig stukket i brystet på åben gade
Torsdag aften var politiet talstærkt til stede på Nørrebrogade i København efter et alvorligt knivstikkeri. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer til BT:
"Det er en gruppe på 5-6 unge, der kommer i uoverensstemmelse med en anden ung mand. Han bliver så ramt af mindst ét knivstik, og så løber gruppen," siger han til avisen.
Ifølge vagtchefen er der tale om en 15-årig dreng, der er blevet stukket ned, men han blev sent torsdag aften meldt uden for livsfare.
Københavns Politi fortæller, at gerningsmændene er omkring 15-17 år gamle, og at det endnu er usikkert, hvorfor den unge dreng blev stukket ned.
Et vidne fortæller til BT, at politiet rykkede massivt ud - og at der også kørte politibiler med udrykning væk fra gerningsstedet. Han gik selv ned til gerningsstedet, da han pludselig hørte sirener fra sin lejlighed:
"Vi gik ned, da vi hørte udrykning, og der talte vi med en person, som havde set en ung mand, der tog sig til maven og blødte. Derefter så han også nogle af gerningsmændene flygte på løbehjul," fortæller vidnet til BT.
BT's mand på stedet forklarer, at han har set omkring 15-20 politibetjente ved gerningsstedet. Flere af dem afsøger området med hunde og prøver at finde noget. Han vurderer, at politiafspæringen af omkring 200-300 meter lang.
Knivstikkeriet fandt sted nær Griffenfeldtsgade på Nørrebrogade.