Bandemedlemmer er ikke velkomne i Aarhus
"Det sender et klart signal til de bande-medlemmer, som kommer hertil for at skabe uro, at de ikke er velkomne"
Hele 70 personer - mange med banderelationer - blev fredag aften anholdt i det vestlige Aarhus. Ifølge Østjyllands Politi havde flere af de anholdte relationer til den københavnske indvandrerbande Loyal To Familia, der angiveligt vil starte en afdeling i Aarhus.
LÆS OGSÅ: BERYGTET INDVANDRERBANDE VIL ÅBNE NY, STOR AFDELING
Efter urolighederne og masseanholdelserne i Gellerup roser borgmester Jacob Bundsgaard (S) den konsekvente indsats fra Østjyllands Politi. For at sikre fortsat høj fokus på situationen indkalder han til møde mellem kommunen og politiet i den kommende uge.
”Østjyllands Politi skal have stor ros for en meget konsekvent og omfattende indsats. Hatten af for det. Jeg synes, det er helt rigtigt fra starten at sætte hårdt ind og vise, at vi i Aarhus ikke accepterer den slags bande-uroligheder. Det sender et klart signal til de bande-medlemmer, som kommer hertil for at skabe uro, at de ikke er velkomne. Vi ønsker ikke, at deres tilstedeværelse skal føre til konflikter i Aarhus,” siger borgmester i en pressemeddelelse og fortsætter:
LÆS OGSÅ: 70 ANHOLDT I AARHUS: STORT FUND AF STIK- OG SLAGVÅBEN
”For at sikre den bedst mulige indsats fremadrettet og koordinering mellem Aarhus Kommune og Østjyllands Politi vil jeg i den kommende uge invitere til møde med deltagelse af Aarhus Kommune og politiledelsen. Allerede i dag er der et tæt samarbejde mellem politiet og kommunens folk, som også er på gaden, men der kan være behov for nye initiativer på baggrund af den nye situation."