Fortsæt til indhold

Tre elever kørt på sygehuset

Krimi
Arkiv

Onsdag formiddag klokken 10.16 fik politiet en anmeldelse fra Østre Skole i Nykøbing. Tre af skolebørnene var kommet ind fra frikvarter med sod i både hovedet og håret og irriteret hud. De kunne ikke fortælle, hvordan de havde fået soden på sig.
Så for en sikkerheds skyld blev de tre elever kørt til sygehuset i Nykøbing for at få undersøgt, hvad det kunne være. Samtidig kom en brandinspektør til skolen, og han konstaterede, at det drejede sig om flere børn i området og om parkerede biler også, der var ramt af det sodlignende sorte lag.
Politiet sendte to patruljer, og kemiske eksperter fra Næstved blev tilkaldt. Den nærliggende sukkerfabrik blev kontaktet, og klokken 11.40 blev det bekræftet, at soden stammede fra to kedler på fabrikken.
- Er man i kontakt med soden og efterfølgende føler ubehag, skal man søge egen læge eller lægevagt
- Får man soden på huden, skal man vaske huden
- Får man sod på sit tøj, skal man tage det af og vaske det snarest muligt
- Der er også fundet sod i private hjem i området: Undgå at få det på huden og i øjnene, og få det rengjort hurtigst muligt.
- Og har man parkeret i området, så ens bil er blevet beskidt af soden, kan man kontakte Nordic Sugar Nykøbing på telefon 5488 3300, som vil finde en løsning, der afhjælper skader som følge af soden
Politiet, brandinspektøren og kemisk beredskab er stadig i området til undersøgelse af stedet.