Fortsæt til indhold

Terrorrygte ved weekendens karneval er fake news

Krimi
Jacob Nielsen

I den kommende weekend går det løs i Aalborg ved årets karneval. Vejrudsigten kan ikke blive bedre, men det kan optakten på de sociale medier. De seneste dage er rygter om terror ved det nordjyske arrangement begyndt at florere, hvilket giver en utryghed, som ifølge politiet er fuldstændig unødvendig.
Hos Nordjyllands Politi opfatter man nemlig rygterne som fake news, og man har derfor udsendt følgende besked:
"Nordjyllands Politi er bekendt med, at der er ét konkret rygte på de sociale medier om, at en navngiven nylig afdød person skulle være involveret i planer om en større hændelse op til karnevallet i Aalborg. Politiet har efterforsket det konkrete forhold, og man har ikke fundet grund til at tro, at der skulle være hold i dette rygte. Derfor opfordrer politiet til, at man ikke deler det konkrete opslag."
Hos arrangørerne af karnevallet i Aalborg er man også kede af ryterne.
"Det er ærgerligt, når sådan noget sker. For det kan være med til at give dem, der er syge i hovedet, ideer til, hvad de kan gøre. Vi arbejder tæt sammen med politiet og myndighederne, og jeg regner fuldt og fast med, at vi laver et sikkert karneval," siger karnevallets sikkerhedschef, Søren Korsgaard, til TV2 Nord.
Op mod 60.000 deltagere forventes at gå udklædte gennem Aalborgs gader lørdag fra klokken 11.