Cyklist endte på kølerhjelm og frontrude
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 26-årig, mandlig cyklist måtte mandag en tur på skadestuen for at blive undersøgt nærmere, efter han var impliceret i et færdselsuheld med en bil.
Manden kom ved 18-tiden cyklende ad J.M. Mørks Gade i Aarhus C, da han blev kørt ned af en 19-årig, mandlig bilist, som ikke overholdt sin vigepligt ved Christiansgade-krydset.
Den 26-årige cyklist ramte ind i bilen og røg op på bilens kølerhjelm og frontrude.
Den 19-årige er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
dp
Døgnet i øvrigt
Færdsel
En 25-årig mand kørte i går kl. 11.02 ind i et helleanlæg med to skilte, da han foretog et venstresving på Søren Frichs Vej i Aarhus. Det viste sig, at den 25-årige tidligere havde fået frataget sit kørekort. Han blev sigtet for at køre uden førerret. Der skete ingen personskade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld i krydset på Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj i går kl. 16. Her svingede en elcykel med lad, ført af en 59-årig mand, til venstre lige foran en 35-årig cyklist. Den 35-årige ramte ind i den 59-årige, væltede ned på asfalten og vred skulderen om. Der skete dog ikke yderligere personskade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld på Dr. Margrethes Vej i Aarhus N i går kl. 19.45. En 53-årig mandlig bilist foretog en U-vending. Men i samme øjeblik forsøgte en motorcykel, ført af en 31-årig mand med en 24-årig kvinde bagpå, at overhale bilen. Bilen ramte siden af motorcyklen, der kurede hen ad asfalten. Den 31-årige motorcyklist blev på skadestuen behandlet for mindre skader i sin fod og sit ben.
Indbrud i privat beboelse
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Digtervænget i Ebeltoft begået søndag mellem d. 21/5 kl. 22 og mandag d. 22/5 kl. 8.15.
- På Poul Sloths Vej i Højbjerg begået mellem onsdag d. 17/5 kl. 6 og mandag d. 22/5 kl.16.