På bagsædet sad baby og lille barn
En opmærksom 37-årig mand roses nu af politiet, efter han lagde mærke til en bil foran ham, der slingrede voldsomt ad Grenåvej mod Randers torsdag aften.
Det skriver BT.
Flere gange bar bilen ovre i den modsatte vejbane, selvom der kom masser af modkørende. Andre gange røg bilen nærmest ud i rabatten. Derfor kontaktede den 37-årige mand opolitiet, der straks ankom og konstaterede, at kvinden havde kørt spritkørsel.
Det oplever betjente dog ganske ofte, men de har alligevel været lidt skræmte, da de på bilens bagsæde så kvindens to små børn stadig sad. Et spædbarn og et barn på to-tre år. Kvinden talte usammenhængende, lugtede af spiritus og havde røde øjne, men forsøgte at tale sig fra kendsgerningerne.
"Kvinden nægtede at have ført bilen. Overfor betjentene påstod hun, at chaufføren havde været en mand, som efterfølgende var stukket af, men vi har vidner som tydeligt så, at det var hende, som sad bag rattet," siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, Jacob Christensen til BT.
Kvinden blev anholdt klokken 21.35 og kan nu se frem til en dom for spirituskørsel.
"Vi oplyser ikke, hvilken promille kvinden havde. Den var over den tilladte grænse, men ikke så høj, at køretøjet blev beslaglagt. Kvinden bliver sigtet for spirituskørsel. Vi er rigtig glade for, at der er årvågne borgere derude, som hjælper os. Manden gjorde det helt rigtige ved at kontakte os og følge efter den slingrende bil," siger Jacob Christensen til BT.
De to små børn blev afhentet af noget familie til den 26-årige, da hun blev anholdt.