"Det er da for søren ikke os, der har kludret i det"
Danskerne skylder 100 milliarder kroner i skat, parkeringsafgifter, fartbøder, moms og licens. Men af dem skal staten nok regne med at vinke farvel til op mod 80 milliarder kroner, som de aldrig får ind.
Det vurderer revisionsfirmaet PwC i en ny rapport, som Skatteministeriet har bestilt, skriver Politiken.
"Det er ikke retvisende at sige, at der er 100 milliarder derude, og at de 100 milliarder kan vi bare få i kassen og bruge på velfærd," siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Politiken.
Det er Rigrevisionen og EU-Komissionen, der har bedt Skatteministeriet om, at ændre posteringerne i statsregnskabet. De 100 milliarder kroner, som danskerne skylder, skal ikke længere fremgå som penge, man kan regne med.
Karsten Lauritzen vil nu sørge for, at posteringen bliver mere realistisk - men understreger samtidig, at danskerne ikke skal tro, at de kan lade være med at betale fartbøder i troen om, at gælden ikke vil blive opkrævet. Kommer man til penge - enten som borger eller virksomhed - så vil myndighederne inddrive gælden.
Hos Kommunernes formand, Kalundborgs borgmester Martin Damm, er man dog bange for, at sorteper ender hos kommunerne, der har overladt inddrivelsen af gæld til Skat og nu mangler flere milliarder.
"Det er da for søren ikke os, der har kludret i det. Det har statens eget skattevæsen. Vel at mærke et skattevæsen, der har overtaget opgaven fra kommunerne, og kvitteret med at køre hele inddrivelsen i hegnet," siger han til Politiken.