Fortsæt til indhold

Unge mænd standset med hash i stjålen bil

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

To mænd på henholdsvis 20 og 27 år blev søndag klokken 17.12 anholdt på Fuglesangs Allé i Aarhus V efter en køretur, der indbragte dem flere sigtelser.
En patrulje standsede i en rutinekontrol de to mænd i deres bil. Det viste sig, at både bil og nummerplader var meldt stjålet, at den 27-årige fører af bilen havde mistet sit kørekort, og at han tilmed var påvirket af euforiserende stoffer.
Den 27-årige blev derfor anholdt og sigtet for forholdene. Passageren var i besiddelse af en mindre mængde hash, så han fik også en sigtelse på sig.
Bilen kom tilbage til rette ejermand.
dp

Døgnet i øvrigt

Fandt kniv i bilen ved Bilka
Natten til søndag kl. 01.17 blev en 24-årig mand anholdt, efter at politiet fandt en ulovlig kniv i hans bil, der holdt ulovligt parkeret ved Bilka i Tilst. Politiet var oprindeligt tilkaldt for mistanke om tyveri, men i stedet fandt de altså kniven i bilen Ved ransagningen blev de mødt af høje tilråb og gentagne ukvemsord fra en 25-årig mand, der også blev anholdt, sigtet for at forstyrre den offentlige ro og orden.
Færdsel
Der skete et færdselsuheld søndag kl. 11.31 i krydset Silkeborgvej/Byleddet i Aarhus. En 52-årig mand havde bedt sin 63-årige ven om hjælp til at flytte en bil, men da de to var på vej hjem i hver deres bil - begge ejet af den 52-årige - gik det galt. Da det blev rødt i krydset, bremsede den 52-årige. Vennen bag ham nåede ikke at bremse og kørte så hårdt op bag i den forreste bil, at den snurrede halvt rundt. Den 63-årige fik en mindre benskade, men ellers skete der kun materiel skade.
Indbrud
Der er et det seneste døgn anmeldt 6 indbrud i privat beboelse i Aarhus.

  • På Skåde Højgårdsvej i Højbjerg begået søndag d. 28/5 kl. 2.50
  • På Capellavej i Højbjerg begået mellem torsdag d.25/5 kl.14 og søndag d. 28/5 kl. 13.10
  • På Elsdyrvej i Højbjerg begået mellem onsdag d. 24/5 kl.14 og søndag d. 28/5 kl.13.45
  • På Hirsevangen i Aarhus N begået mellem onsdag d. 24/5 kl. 20 og søndag d. 28/5 kl. 14.30
  • På Nordvestpassagen i Aarhus N begået mellem lørdag d. 25/7 kl. 11 og søndag d. 28/5 kl. 15.30
  • På Egebæksvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 26/5 kl.18 og mandag d. 29/5 kl. 6