22-årig påvirket af alkohol og stoffer kørte galt med to passagerer i bilen
Kristine L Nydahl
Natten til søndag klokken 03.45 var der et færdselsuheld i rundkørslen ved Hovedvejen og Vejlevej i Hedensted.
En 22-årig mand fra Fredericia kom kørende ad Hovedvejen i nordlig retning med høj hastighed. I rundkørslen ved Vejlevej mistede han herredømmet over bilen og havnede i en grøft.
Manden havde to passagerer med i bilen. Den ene blev kørt til skadestuen, men ifølge Sydøstjyllands Politi skete der ikke nogen alvorlige personskader.
Efter ulykken stak den 22-årige bilist af. Han blev dog hurtigt opsnuset af nogle politihunde.
Det viste sig at manden, der var forulykkede, var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer.