Fortsæt til indhold

Nu beder han om hjælp til at opklare den bestialske forbrydelse

Krimi
Af Daniel Sennek

En sand massakre på fire ellers uskyldige kaniner. Sådan kan det syn, der ventede Michael Obsens far i haven i Grenaa nok bedst beskrives. Søndag aften klokken halv elleve så han sine fire fritgående kaniner for sidste gang. Da han skulle give dem mad og vand mandag formiddag, lå de alle brutalt dræbt på plænen Sandstumpvej i Grenaa.
Det skriver BT.
To af kaninerne havde fået brækket nakken, mens den tredje havde fået revet hovedet af. Den fjerde kanin var forsvundet.
"Jeg tror ikke, der er blevet brugt en kniv. Det ser ud som om, at den der har mistet hovedet har fået det rykket af med hænderne. Hovedet var blevet lagt foran den, og kaninen var hånligt blevet lagt udstrakt med bagpoterne bag sig. Som når de normalt ligger på græsset og soler sig," siger Michael Obsen til BT.
Desuden var en af kaninerne mast helt flad, som om nogen havde trådt den hårdt på ryggen.
Michael Obsens far har haft kaniner hele livet, mest for børnebørnenes skyld. Kaninerne har indtil videre kunne gå frit i haven, der er omgivet af en to meter høj hæk.
Derfor tror Michael Obsen, at gerningsmændene må have kendt til kaninerne i forvejen, da de ikke kan ses ude fra villavejen. Han har dog ingen idé om, hvem der kan have gjort det.
"Det er normalt et stille og roligt kvarter, men vi tror, at nogen fulde mennesker måske har gjort det på vej hjem fra byen," siger Michael Obsen, der afviser, at et dyr kunne have forvoldt skaderne, til BT.
Michael Obsen, og hans far, vil meget gerne have opklaret, hvem der kan have stået bag kaninmordene. Derfor udlover Michael en dusør til dem, der kan stikke ham et navn på en eller flere gerningsmand. Sagen er også meldt til politiet, så skulle gerningsmændene have fået dårlig samvittighed, men ønsker ikke at give sig til kende over for Michael Obsen, kan de gå direkte til Østjyllands Politi.
Kaninerne er blevet dræbt mellem 22.30 søndag aften og 10 mandag formiddag på Sandstumpvej i Grenaa. Har man oplysninger i sagen, kan man tage kontakt til Østjyllands Politi.
Du kan også hjælpe ved at dele efterlysningen af gerningsmændene herunder: