"Hvem har han kysset? De er i smittefare!"
En 19-årig mand fra Sønderborg er torsdag blevet indlagt på et sygehus på Sjælland, fordi han har fået den meget sjældne meningokoksygdom. I denne uge er manden med fem venner på Roskilde Festival, da han blev ramt af meningitis. Det oplyser Styrelsen for Patienssikkerhed. Det er endnu uvist, hvorfor den unge mand blev smittet med den alvorlige sygdom.
"Vi har været ude og give forebyggende behandling til campen, han boede i," siger overlæge Troels Thomsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der var til stede på festivalspladsen i går, til BT og fortsætter:
"Vi er i gang med at kigge på hans færden i de sidste 10 dage. Han er lige blevet student, og vi er i gang med at finde ud af, hvor han har været til fest, og om han har givet ‘kærestekys’ - det vil sige mere end bare et tantekys, da sygdomme også kan spredes sådan."
Troels Thomsen understreger vigtigheden af at være opmærksom på symptomer. Man skal med det samme henvende sig til festivalens samaritter eller læge, hvis man oplever symptomer såsom hurtigt indsættende høj feber, muskelsmerter, påvirket almentilstand, nakke- og rygstivhed og små blødninger under huden.
"Vores råd er at tage det med ro, men hvis du har tegn eller er usikker på det, så henvend dig til samaritterne. Meningitis skal tages alvorligt uanset, om man er på Roskilde eller ej," siger Troels Thomsen til BT.
Region Sjælland har desuden oprettet en hotline, hvor man kan henvende sig, hvis man har spørgsmål om sygdommen, og hvordan man skal forholde sig. Hotlinen kan kontaktes på telefon 57684252