Læs hendes rørende hyldest til læger og sygeplejersker
"Jeg er simpelthen nødt til at råbe til verden, hvilke fantastiske mennesker jeg har mødt på Sydvestjysk Sygehus."
Sådan starter Rikke Christensen sit opslag på Facebook, hvor hun har overskud til at hylde dem, der har hjulpet hende i en svær tid.
"Jeg har desværre haft 3 ufrivillige aborter indenfor et år. I den forbindelse har jeg mødt både vagtlægerne, akut modtagelsen, gynækologisk - og i går fik jeg så også hilst på narkosefolkene og sengeafdelingen."
Opslaget fra den 2. juni i år er blevet delt, liket og kommenteret mere end 1.000 gange.
"Den service, den næstekærlighed og varme jeg mødte i går fra alle de sygeplejesker, læger og andet godtfolk, jeg mødte på min vej, var simpelthen fantastisk. At hver og en havde overskud til at give mig et klem, da jeg blev forskrækket, tørre min kind, da jeg blev bange og holde min hånd, da jeg følte mig alene. Det er simpelthen fantastisk."
"Alle mennesker jeg har mødt i hvide kitler i denne her frustrerende tid har haft overskud i deres sind, varme i øjnene og et smil på læberne. Jeg håber en dag jeg kan gøre det samme. Jeg har så stor respekt for jeres arbejde og de menneske det kræver. 1000 Tak for jer og jeres arbejde. Smil til verden, og verden smiler til dig. Del gerne så måske bare en af disse mennesker ser min taknemlighed."