Fortsæt til indhold

"I dag blev der stille - De fik aldrig lov at blive voksne"

Krimi
Af Daniel Sennek

"I 107 dage har vi passet, plejet, behandlet, miljøtrænet, socialiseret, trænet og givet omsorg til Thor, Freja, Balder og Odin."
Sådan starter historien om 4 tjekkoslovakiske ulvehunde, der i 107 dage havde befundet sig hos Fyns Internat. De kom til verden hos en avler, der med Fyns Internats egne ord "kun avler med profit for øje".
"De blev skamløst fjernet fra deres mor, da de kun var 4-5 uger gamle. Og sendt ud til en stråmand, med salg for øje," skriver internatet i deres Facebook-opslag.
"Stråmanden overdrog dem til os og anmeldte avler. Hvor denne sag ender, det ved vi ikke. Men vi ved at avlen lystigt fortsætter. Og at vi mangler et dyrepoliti, som vil tage ansvar og som har de kompetencer der skal til. Det har vi ikke i dag."
Opslaget er blevet delt mere end 4.000 gange.
"Gang på gang sidder vi med som tilskuere på sidelinjen og ser, at dyrene taber. Og at juristerne ikke kan håndtere dyreværnsloven. At sagerne ikke prioriteres ved vores politi. Og får mistanke om at også her handler det om ussel mammon. Og at det kan betale sig at avle videre i useriøs avl. Fordi der er penge i det. Fordi der er købere derude som ikke tænker sig om. Fordi myndigheder og politikere vender det blinde øje til."
Fyns Internat beskriver, hvordan de har passet og blevet de fire hvalpe. Tirsdag den 20. juni skulle de fire hunde gennemgås i en røntgen undersøgelse.
"Odin og Balder vækkede vi ikke igen. For knoglerne ville ikke bære dem igennem noget langt liv. De nåede aldrig ud i et rigtigt hjem. De fik aldrig mulighed for at knytte bånd hos en ansvarlig og kærlig ejer. De fik aldrig lov at blive voksne. Beslutningen den tog vi, sammen med vores dyrlæge."
"På den måde blev 4 tjekkoslovakiske ulvehunde til 2. Vi arbejder fortsat på at finde de rigtige hjem til Thor og Freja
Og derfor blev der stille på Fyns Internat i dag. Hundehandel og avl med profit for øje er skamløst."
"Og del gerne, hvis dit hjerte banker bare en lille smule for ansvarlighed i forhold til dyr. Tak"