Fortsæt til indhold

Forsøgte at tage hendes bukser af - ved højlys dag

Krimi
Af Daniel Sennek

Politiet efterlyser en mand af mellemøstligt udseende, der fredag antastede en pige på vej hjem fra skole. Det skriver Horsens Folkeblad.
Det hele skete omkring klokken 16, da den 14-årige pige fra Kattrup tæt på Horsens gik på Lundgårdevej i Hovedgård. Her blev hun antastet og fastholdt af den fremmede mand.
"Pigen fortæller, at manden spurgte efter hendes mobiltelefon, hev hende i T-shirten og tog fat i hendes bukselinning, som om han ville knappe bukserne op," fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mikkel Ross, til Horsens Folkeblad.
Pigen gjorde dog så meget modstand med skrig, spark og kradsede manden, der opgave og flygtede fra stedet i sin bil. Straks efter blev politiet alarmeret, og den 14-årige pige blev undersøgt på retsmedicinsk institut i Aarhus, hvor der blev tjekket for spor fra gerningsmanden.
Nu jagter politiet gerningsmanden, der beskrives som 35-45 år, 180-190 cm høj og almindelig af bygning. Han er mellemøstlig af udseende, har sort skulderlangt hår og et sort overskæg. Han havde en stor sølvring på og talte dansk med accent. Han var iklædt en sort Puma T-shirt med hætte og et par lyse cowboybukser.
Han kørte væk i en bil, der beskrives som en større, sort bil - muligvis en Citroën C5 eller lignende.
Hvis du ved noget om sagen, kan du kontakte politiet på 114.