Fortsæt til indhold

"Han er død kort tid efter, han er kommet derind"

Krimi
Af Daniel Sennek

Fredag fik de pårørende endelig kendskab til, hvad der er sket med den eftersøgte plejehjemsbeboer Kaj Nielsen. Han er fundet død i et forladt garageanlæg på Ane Stauningsvej i Horsens.
"En hundelufter var ude at gå, da han bemærkede, at det lugtede mærkeligt fra garageanlægget, ligesom hunden reagerede. Hundelufteren, en 26-årig mand fra Horsens, gik inden for, hvor han fandt den døde mand og tilkaldte politiet," fortæller Mikkel Ross, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Horsens Folkeblad.
Den 74-årige Kaj Petersen forsvandt 31. marts fra sit hjem på plejecentret Lindehøj i Horsens. Den lettere demente beboer plejede selv at gå ture, men da han ikke var tilbage til aftenteen, begyndte personalet at lede efter ham, hvorefter politiet blev alarmeret.
En stor eftersøgning blev sat i værk, men desværre uden resultat. Og nu viser det sig så, at Kaj Petersen på sin gåtur var gået ind i det forladte garageanlæg på Ane Stauningsvej i Horsens.
"Måske han han søgt derind for at hvile sig, men det ved vi ikke. Anlægget var ikke låst, så han har kunnet komme ud igen. Det tyder på, at han er død relativt kort tid efter, han er kommet derind," siger vagtchefen til avisen, og fortsætter:
"Der skal foretages et retslægeligt ligsyn, hvor embedslægen sammen med politiet skal vurdere, om der skal foretages en obduktion af den afdøde. Der er umiddelbart intet, der tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse."