"Nu kommer toget! Og så kom det. Og det stoppede ikke..."
20-årige Daniella Hanssen er stadig chokeret. Fredag eftermiddag sad hun - med tre veninder i bilen - bag rattet i en bil på vej mod Aalborg og karneval. En af veninderne styrer musikanlægget, og Daniella skal bare koncentrere sig om at køre. Der er god stemning, men pludselig ændrer det sig markant. Et øjeblik er Daniella uopmærksom. Hjulene i højre side rammer det løse grus i rabatten. Daniella forsøger at rette bilen op, men mister herredømmet, og bilen kører af vejen, snurrer rundt og lander med et kæmpe brag midt på skinnerne.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
De fire piger var dog okay, og kunne komme ud af bilen.
Tilfældigvis sker ulykken lige ved siden af Livbjerggaard Entreprenørvirksomhed, der drives af ægteparret Janne Odgaard Jensen og Karl Iver Jensen.
En af sønnerne har set uheldet, og Karl Iver Jensen løber mod ulykken for at få pigerne væk. Janne ringer 1-1-2. Hun ved at toget til Aarhus om lidt er på vej. Med kurs direkte mod ulykkesstedet.
Minutter går, og Karl Iver Jensen skynder sig tilbage til virksomheden efter rendegraveren. Den skal bruges til at fjerne bilen, hvis det er nødvendigt. Flere bilister er tililet og kører længere frem, hvor de kan blinke af toget, når det kommer.
Hans 18-årige søn løber hen ad sporet, så han kan stå og vinke med armene for at give signal til loko-føreren om, at der er noget helt galt.
"Pludselig er der en, der råber: - Nu kommer toget! Jeg kan se, at toget ikke stopper. De dytter bare af os. Hornet i bund," siger Daniella, der stirrer på toget, der bare kommer tættere og tættere på ulykkesstedet, til Dagbladet Holstebro-Struer, og fortsætter:
"Hvorfor stopper de ikke? Rendegraveren står helt henne ved skinnerne, og bilen står stadig midt på sporet. Det må svært at undgå at se, at der er noget helt galt."
Hun er overbevist om, at toget vil ramme bilen.
"Der er ingen bremser, der hyler. Jeg nåede lige at råbe til min søn: - Kom væk! Han stopper ikke! Toget kom alt for stærkt," fortæller Karl Iver Jensen til Dagbladet Holstebro-Struer, og fortsætter:
"Hvordan kan han vide, at han ikke vil ramme bilen? Det kan han da ikke vurdere med sikkerhed. I teorien kunne der også have været flere personer inde i bilen"
Da toget fortsætter tager Karl Iver Jensen en hurtig beslutning. Han hakker skovlen på rendegraveren ned i den blå Chevrolet og trækker bilen væk fra sporet.
Og så suser toget forbi.
Dagbladet Holstebro-Struer har spurgt Arriva om en kommentar til kritikken, men i første omgang er svaret, at der ikke er blevet rapporteret om en hændelse på strækningen. Dagen efter melder de ud, at lokomotivføreren har set en bil nær skinnerne, men at de ikke kan nå at stoppe toget.